Lidt Ironman Blues

Ja, så er tiden blevet til et lille indlæg om mine tanker og opleveser omkring Ironman København. 6 uger inden start røg ledbåndet i min ankel, så da jeg stod der i Vestre plantage Holstebro, troede jeg at skibet var sejlet. Men som tiden nærmede sig følte jeg mig klar og fristet af at stille til start. Billetten var jo booket og overnatningen bestilt, så afsted det gik.

Dagene optil forløb planmæssigt jeg har aldrig været så klar ang. kost og ernæring strategien stramt styret af Louise fra Eat to Perform. Min gameplan var 100% tænkt igennem, svømningen skulle være progressiv og det gik okay, jeg kom igennem de 3.8 km uden stress og havde frit vand hele vejen. Så enten svømmer jeg for langsomt eller har meget dårlig navigering. Op af vandet i 1,06 godkendt. og nu fokus på cyklingen.

Jeg har testen meget omkring mine watt tal til cykel turen og planen var klar at ramme T2 efter små 5 timer på cyklen og 36.0 i km/t. Jeg holdt mig til watt tallene og mine NP watt sluttede på 233, 36.3 km/t, og tiden 4,57. Det er jo næsten som at snyde når man har styr på sine watt tal. Cyklingen skulle ramme ca. 75 % af min kapacitet og det lykkedes. Jeg havde følelsen at jeg kunne have kørt 300 km i dette tempo.

(skulle man have interesse i nærmere data fra cyklingen så tjek link http://tpks.ws/68YR).

Jeg fulgte undervejs på cyklen eget tempo i det nogle gange minder om det Københavnske 6-dagsløb (der draftes desværre) men som jeg siger til mine atleter hold til venstre og jævn watt. Ernæring, drik og salt indtag her var strategien en dunk energi High 5 i timen gerne lidt ekstra som Louise siger, 1 GU gel coffee lovers (smager fantastisk) en saltsticks og energi bar efter sult, her røg 2 stk.

Omsider ramte jeg T2 følte mig super godt tilpas og her tænkte jeg, at tiden sub. 9.30 var mere end realistisk, planen inden marathonet var løbe efter puls 142-145 dvs. tempo 4,35-4,45. Dette havde jeg under mine x-løb de sidste uger kunnet cruise mig igennem med stort overskud. Desværre blev det ikke sådan i søndags. På 2 halvdel af cyklingen hævede venstre ankel mere og mere, jeg løsnede cykelsko flere gange, Det har i min efterrationalisering betydet at mit højre ben fik lidt mere arbejde og dette fik desværre store konsekvenser på løbet efter små 2 km meget roligt begyndte højre baglår at krampe og fastlåse sig, derfor blev turen en del gående med krampe stort set de sidste 40 km. Jeg kunne se tiden ville ryge og prøvede i stedet at holde humøret oppe ved at heppe på mine deltagende atleter og andre medlemmer fra Holstebro Triathlon. Tiden rakte til 10,05.

Det var ikke mine drøm, ved tilmeldingen i august 2014, men som tingene udviklede kan jeg vist tillade mig trods alt at være okay med situationen. En Ironman er en hård test, tingene kan gå begge veje, men jeg nød i min 10 Ironman processen, mere end en de tidligere gange, hvor mit fokus nok har været mere på det resultat orienterede. Jeg vil slutteligt sige stort tillykke til mine atleter som gjorde mig til en stolt coach samt stort tak til alle hepperne, i ved hvem i er ;0)

Så hvad nu? Sæsonen går på held det er tid til at slappe lidt af, sætte sig nye mål og planlægge 2016. Jeg vil i de næste blog indlæg komme ind omkring hvordan man kan arbejde struktureret med denne process.

Husk for at tænke ud af boksen er det vigtigt at man kender boksen.